En uge I november 2015

Jeg kigger ud over byen, her er helt stille. Tidligere i morges, blev jeg vækket af morgenbønnen fra en af de mange højtalere i byen. Jeg har ofte hørt om ferier hvor det var helt forfærdeligt at høre disse bønner, men jeg synes faktisk at det gi´r en helt særlig stemning og jeg følte virkelig at jeg var kommet til en helt anden kultur og del af verden.

Stilheden brydes også af får og geder der bræger, haner der galer og hunde der gør. Men alligevel er solopgangen helt særlig og i et helt særligt land.

Huset er smukt og skinner helt nyt ved siden af de andre huse.

Det helt særlige ved marokkanernes huse er, at de bygger så længe de har penge og hvis pengene slipper op, så venter de med at bygge videre. Derfor er der rigtig mange huse, som kun har et fundament og et par rum, men det er også tydeligt at de venter på at bygge videre.

Når der skal spises, foregår det i traditionel marokkansk stil, ved små runde borde og der sidder 5-6 personer rundt om, på siddepuder.

Maden er tilberedt af Saadia, som bor i nabohuset, og nogle af landsbyens koner. Det er lækkert og spændende mad de serverer. Alle spiser af fadet med fingrene og så har alle deres egen lille tallerken med tilbehør på. Det kan godt være enormt grænseoverskridende for os danskere, og særligt, når vi er så bakterieforskrækkede, men der er rig mulighed for at vaske fingre og afspritte, så det er ikke et problem.

Huset giver anledning til at gå på opdagelse. Her er fine detaljer og mønstre, som giver masser af inspiration til at tegne og fotografere.

Ouled Teima er den nærmeste by med indkøbsmuligheder. Markedet eller det som vi vil kalde en meget stor bazar, er lokalbefolkningens daglige shopping mulighed, så her findes alt mellem himmel og jord.

Denne by er ikke præget af turisme, og det er også en god ide, at lade som om man ikke er turist. At lade sig følge med strømmen og shoppe småting, som man har besluttet sig for, gør markedet spændende og mere afslappet overfor den lokale befolkning. At ligge sit kamera fra sig, er en god ide her og bare købe nødder, hennafarve og chilier, med det sparsomme fransk man har lært engang i skolen. Det er meget autentisk og interessant bare at falde ind i mængden og opleve.

Efter en time rundt i det totale kaos og uoverskuelige menneskemylder, er vi nogle stykker der drømmer om en kold fadøl på en fortovscafé, men da vi er i et arabisk land, er alkohol ikke tilladt, men heldigvis er de gode til at lave te og ”nesnes”, som er en perfekt kaffe latte.

Ankomst til Essauoira om aftenen, i mørke, efter den smukke tur i bjergene. Vi blev indlogeret på det lille, smukke fransk-marokkanske hotel Dar AlBahar, som ligger i udkanten af bymuren ved havet. Vores værelse har havets skumsprøjt som udsigt og ikke mindst lyden af bølger og måger.

Byen indenfor de gamle bymure, er smalle gader med masser af butikker, skrald, cyklende mennesker og vilde katte, men meget charmerende alligevel.

Shopping i Essauoira er fantastisk og der kan købes alt mellem himmel og jord i de mange skønne butikker. Marokkanerne er venlige og det er hyggeligt at lade sig rive med, men deres venlighed og selvfølgelige iver for at få solgt så meget som muligt til os turister, skal man ikke glemme. Men hvis man kører med på deres ”spilleregler” så kan man gøre gode handler og måske kommer man der fra med en dims man ikke skal bruge, men man bliver klart en oplevelse rigere.

I en af de mange taskebutikker, bliver jeg suget ind af stemningen og alle de lækre lædertasker der hænger til salg. En meget smuk mand kommer med det samme hen og vil vise en af taskerne frem, som jeg har kigget på. Jeg synes den er vildt lækker og er meget interesseret i den. Manden er venlig og taler godt engelsk. Vi får talt om Danmark og om hans familie i Sahara og det ender da også med at jeg køber tasken. Og hver gang jeg går forbi butikken hilser han venligt og smiler.

Det er vist en meget typisk handelsoplevelse på disse kanter.

På vej tilbage til hotellet går vi ind i en lille bitte butik med krydderier. Det er en meget ung mand der står derinde, han er ikke særlig god til engelsk, men han prøver og det er meget charmerende at observere hans modighed og samtidig generthed.

Han vil meget gerne vise alle de forskellige krydderier og te på hylderne og vi må gerne dufte.

Vi køber lidt Kanel og prøver at fortælle ham om hvordan man siger kanel og kamel på dansk, det griner vi lidt af. Vi betaler og han giver os gaver, som er lerskåle med rød farve på, som kvinderne bruger som læbestift. Det var da en berigende og dejlig oplevelse.

Sammenholdet på turen er varmt og behageligt. Ingen kender rigtig hinanden og alligevel er det så vemodigt, da vi står midt om natten, tilbage i Kastrup og skal tage afsked.

Det er fantastisk at komme hjem og se de smukke billeder og vide at det ikke er helt slut, for denne tur bliver afsluttet af en weekend med grafikkursus, hvor alle mødes igen en vinterdag med sne, tilbage i kolde Danmark.

Det er altid lidt mærkeligt at vågne op et fremmed sted. I nat var det ikke særligt varmt, cikaderne havde travlt lige udenfor mit vindue lige til lyset sneg sig frem på bjergene i horisonten.

Jeg sov i et af værelserne, mens en del af de andre havde taget deres madrasser ud på tagterrassen, det begyndte dog at regne, så de trak ind i løbet af natten. Selvom vi er i Afrika, så er her faktisk koldt, lidt ligesom en dansk sommer. Men solen får hurtigt magten og varmen kommer.

Vi er ankommet til denne lille landsby, ca. 1 times kørsel fra Agadir, men kun 25 min. fra lufthavnen. Jeg går helt op i toppen af huset, hvor jeg kan se solen stå op over bjergene. Jeg hungrer efter at tage billeder af dette sted, for her er så anderledes end i min egen lille landsby på Sydfyn.

Selve huset er indrettet med danske øjne, dog er det mest marokkanske ting, men 1001 nats eventyr møder norden i sine lyse toner, enkeltheden og dansk kunst på væggene.

Huset er delt op i fire etager, med soveværelserne og opholdsrummene i de to nederste etager.

Der er god plads og mulighed for at sidde for sig selv rundt omkring. Der er også meget åbent og alle har god fornemmelse af at alle er her.

Huset har 6 soveværelser, som fint kan deles af flere af gangen. Der er en fin stue, hvor der kan slappes af, snakkes i forskellige kroge og her spises dagens lækre måltider, af lokale råvarer efter gamle traditioner.

Gåturen rundt i byen er hyggelig og alle byens unger finder hurtigt ud af, at vi er her. Vi går en tur på 5-6 kilometer, rundt i landsbyen og ud til et par plantager med oliven, citroner og bananer.

Tilbage til byen bliver vi inviteret ind hos plantageejeren, til te og småkager. 15 danskere, 3 marokkanske kvinder, som laver småkager ved sofabordet, et kæmpe stort fladskærms tv med arabisk TV-shop i baggrunden og en forholdsvis høj temperatur, er en unik og anderledes oplevelse. Deres stue er lille og mørk, sofaen fylder hele vejen rundt på de tre af væggene, der er masser af guld, plys og ikke af forglemme lysstofrør i loftet, så alle ser helt blege og grønne ud. Men deres gæstfrihed er helt fantastisk og jeg tror at vi alle tænker, at det havde en dansk familie aldrig gjort hjemme i trygge Danmark

At gå rundt i byen er specielt, for alle huse ligger bag de høje mure og de låste porte, som dog er smukt dekoreret, men det er alligevel mærkeligt at de lukker sig sådan inde. Supermarkeder er der heller ikke. Men det er som om, at menneskene her ved hvem de kan købe toiletpapir eller kaffe af.

Og så er der overlæssede lastbiler og hestevogne, som kommer rundt med diverse dagligvare og genstande.

Måden at vide hvornår de kommer forbi, lige ved dit hjem, er ved hjælp af ufattelig høj arabisk musik i en knapt så god højtaler kvalitet, og det er skønt og gør stort indtryk på os.

Den første dag i Essauoira vågner jeg meget tidligt og er vildt nysgerrig på hvordan der mon ser ud i denne by og ikke mindst fra tagterrassen, hvor der er den fantastiske udsigt over havet.

Fra terrassen kan jeg se solopgangen over bjergene og kan tydeligt se ud over Atlanterhavet.

Morgenmaden bliver serveret på tagterrassen i det smukke solskin og med havets lyd i baggrunden.