Rejseleder: Marianne Elallafi Leth
Underviser: Ann-Kestina Nielsen og Ahmed Lemsayl
Afrejse fra København til Agadir lørdag d. 29. april 2023
Hjemkomst fra Agadir til København lørdag d. 5. maj 2023
Her er noget af det I kan forvente i løbet af ugen
- Minimum 15 timers undervisning/igangsætning i Marokko: billedskabende opgaver v/Ahmed Lemsayl og Ann-Kerstina Nielsen
- 12 timers grafikweekend på Sydfyn v/Ann-Kerstina Nielsen
- 2 overnatninger i Essaouira, oplev byen ved Atlanterhavet – skitsearbejde, indkøb af farvepigmenter, indsamling af materiale til billedarbejde.
- Tur til Atlasbjergene, hvor vores guide Ali tager jer med på en lille vandretur
- hammam – skidtet skal skrubbes af i det lokale badehus
- ophold i “dar Lahmadate” – vores hus i landsbyen
- fantastiske, marokkanske måltider tilberedt af landsby kvinder
- evt. andet
Vi rejser ca 15 personer sammen. Vi bor i “Dar Lahmadate” i Lahmadate som er en typisk marokkansk landsby 40 km øst for Agadir. Huset er omdrejningspunkt for ugens aktiviteter: Billedarbejde, måltider, socialt samvær og udgangspunkt for udflugter.
Pris for hele turen incl. alt: fly København-Agadir tur/retur, transport i Marokko i lejede biler, kost/logi hele ugen, 2 overnatning i Essaouira, aftensmad på udflugter, frugt og snack ad libitum, flaske drikkevand, undervisning fordelt over ugen samt materialer omfattende: pensler, maling, lærred, papir etc.
Egenbetaling: frokost i Essaouira. Der ude over medbringer du selv nogle materialer (info senere)
9.900 kr. for rejsen + 1000 kr for grafikweeekend
For tilmelding se HER
Der udsendes udførlig infobrev 2 måneder før afrejse
Ved evt. spørgsmål kontakt:
Marianne Elallafi Leth
Mobil 50740360,
mail: info@marokkoindefra.dk
Et program hvor ændringer kan forekomme
LØRDAG D. 29.
Afgang fra Kastrup til Agadir (rejsetider kendes endnu ikke). Vi kører til landsbyen Lahmadate i lejede biler, en tur på ca 25 min – Indkvartering, velkomst te, aftensmad og info med præsentation af deltagerne –
SØNDAG D. 30.
Morgenmad kl 8 – Gåtur i landsbyen et par timer, så I ved hvad der er uden for murene – frokost – kompositionsarbejde – kort tur til Ouled Teima – aftensmad
MANDAG D. 1.
Morgenmad kl 8 – Vi kører til Immouzzer, en berlandsby i Atlasbjergene, hvor vi går en tur med guide og spiser medbragte sandwich. Videre til Essaouira hvor vi ankommer til indtjekning og aftensmad i riaden som ligger helt op af muren som adskiller byen fra Atlanterhavet.
TIRSDAG D. 2.
Morgenmad i riaden – intro til dagens opgave – find selv et sted at spise frokost – egentid frem til kl 18 hvor vi mødes og sammen går ud og spiser aftensmad.
ONSDAG D. 3.
Morgenmad i riaden – vi kører hjem til Lahmadate – på vejen kommer vi forbi Kasbat Souss som er et cooperativ med forskellige kunsthåndværk, her spiser vi frokost. Aftensmad i Dar Lahmadate
TORSDAG D. 4.
Morgenmad kl 8 – 10-16 billedarbejde v/ Ahmed Lemsayl hjemme i huset – frokost lægges hvor det passer bedst – aftensmad.
FREDAG D. 5.
Morgenmad kl 8 – 9-13 billedarbejde v/Ahmed – frokost – tur til Ouled Teima, hvor du kan handle det sidste – hammam, det ugentlige bad hvor skidtet skrubbes af – aftensmad – pakke til hjemrejse
LØRDAG D. 6.
Morgenmad og afgang til lufthavnen (tidspunkt kendes endnu ikke)
MIXED MEDIA I MAROKKO.
Marokko rummer en kultur, som er spækket med noget af det, mange af os danskere fascineres af -”det sanselige”: farverne, lugtene, lydene, temperaturen. Disse fragmentariske oplevelser skal vi tage til os – og omdanne til billedhelheder.
I Marokko skal vi på mønster-jagt. Hvilke mønstre møder vi i Marokko? Hvilke er genkendelige, og hvilke er nye for os? Vi skal f.eks. notere, skitsere og froteremønstre. Og så skal vi indsamle andre karakteristika fra kulturen, fx kamelerne, gederne, farverne, husene osv., idet vi fotograferer, maler og trykker (med simple trykketeknikker). Vi indsamler også fx marokkanske aviser – eller andet sjovt/smukt, vi finder.
Disse indsamlede ”lapper”/billedelementer bliver til smukke collager. Vi tilsætter evt. tilsidst et ”hovedmotiv” på, – i form af en tegning eller andet. Vi tilføjer fx akvarel, flydende tusch, kaffe osv. Hvis billedet ikke fungerer, piller vi noget af og putter nyt på. Herved kommer der ofte gode foræringer…noget ”patina”. Det er en proces, som du vil kunne bruge i mange forskellige typer billedarbejde senere – også med elever, hvis du er lærer. Det giver let en succes til alle.
Du vil blive vejledt igennem processen, så du vil opleve, at disse mange udtryk samler sig ved hjælp af et bevidst farve- og kompositionsarbejde. Som inspiration ser vi på kunstnere, som arbejder på denne måde. Vi ser også på kunstnere, som har ladet sig inspirere af den arabiske kultur – eller som kommer fra den arabiske kultur.
Materialer:
Vi arbejder med collagepapir og monterer på forskellige baggrund, fx pap, små MDF-plader, kraftigt akvarelpapir osv. Vi tilsætter evt. andre materialer: lidt akvarelfarver, oliepastel,flydende tusch osv. Alt dette er med i prisen (se nedenunder, hvad du selv skal medbringe).
Hvad kræver kurset?
Alle kan være med! Det kræver blot en åbenhed overfor ”det at lege med komposition og farver” samt en lyst til at være ”indtryks-indsamler”.
GRAFIK I MAROKKO
Under opholdet i Marokko indsamler vi materialer til grafikkurset. Jeg vil hver dag komme med små overkommelige opgaver til inspiration og vi vil sammen bruge et par aftner på klargøring og redigering af foto, så alle er klædt godt på til vi mødes på kurset. Ellers skal Marokko bare nydes, smages og tages ind med alle sanser.
GRAFIKKURSUS
Efter hjemkomst mødes vi med det indsamlede materiale på weekendkurset. Du bliver her undervist i Collografi • Chine Collé • Lacer Lito udfra og med materiale i form af papir, emballage og foto indsamlet på turen. Måske kan noget af det du allerede har lavet i Marokko bruges som baggrund eller sættes ind sammen med de grafiske tryk.
Medbring derfor “Marokkoposen” på weekendens grafikkursus, med alt det vi har samlet i Marokko samt et udprint af dine foto i sort/hvid på alm. kopipapir.
PÅ REJSEN MEDBRINGES:
- En tegneplade: A4.
- En rulle malertape
- En lille skitsebog
Ann-Kerstina Nielsen
Ann-Kerstina har arbejdet med grafik siden midt i 90èrne. Er formand for SAK´s Grafiske Kælder og har eget galleri og værksted. www.gallerino44.dk. Hun er medlem af BKF og Danske Grafikere og har foruden mange års erfaring som underviser.
Er uddannet på Svendborg kunstskole ved Jørgen Rosengård.
Hun arbejder med grafikken dels som billedligt udtryk, dels som kommunikationsform.
”Mine billeder er trykt med størst mulig tanke for miljøet, og er derfor lavet uden brug af kemikalier og uden at opvarme plade såvel som sværte. Jeg har gennem flere år arbejdet ud fra genbrugstanken, med emballage som motiv eller trykt med genbrugspap og plexiglas. Det kan være gamle kalendere, cornflakspakker eller ting jeg finder rundt omkring på gaden, som får nyt udtryk ved at blive genanvendt i nye sammenhæng. Arbejdet med billedet og trykningen har gennem de seneste 10 år udviklet sig mere og mere hen imod at skåne miljøet mest muligt. Hvor man tidligere brugte petroleum og terpentin, bruges nu madolie til aftørring og rengøring af plader og værktøj. Og hvor man tidligere opvarmede både plade såvel som sværte, tilfører jeg ”Easy wipe”, hvilket gør pladen nemmere at aftørre.
Idet jeg arbejder på pap og plexiglas, undgås ætsning helt, og jeg har i stedet eksperimenteret med at få de samme udtryk frem i pladen uden at ætse.
Eksperimenterne har ført mig udi nye måder at farvelægge og bearbejde trykkene på og i mine nyeste billeder indgår også digitale print, som er isat ved trykteknikken ”Chine Collé”, som jeg lærte at arbejde med da jeg i 2008 var udvekslet med en kunstner fra Tampera i Finland. Denne måde at arbejde på er så ny, at jeg endnu ikke kan garantere for farvens ægthed, og man må derfor tage forbehold for at nuancerne i billedet kan variere. En slags ”Forvandlingstryk” som i sig selv er udtryk for altings forgængelighed.”
Ahmed Lemsayl
Ahmed Lemsayl bor i Ouled Teima, Marokko. Han bliv i 2008 uddannet fra Institut National des Beaux-Arts (INBA) i Tetouan. Han underviser på college.